Babys første rejse – hvor skal I hen?

En af de største overvejelser, når man skal rejse med sin baby for første gang er, hvor turen skal gå til!
Det er klart et af de spørgsmål, jeg får allermest fra venner, der lige har fået børn: Skal man tage på dasetur på en solskinsø? Skal man tage på storbyferie i en weekend? Eller skal man gå hele vejen og flyve til Bali på babyretreat?

Gerda var ikke tilfreds på sin første tur

Der er plusser og minusser ved alle løsninger, så jeg har lavet en lille guide her, der forhåbentligt kan gøre det lidt lettere for dig at vælge jeres første rejsemål med baby

1. Tag en testtur
Der er mange, der vælger en tur til Thailand under barslen, hvor man rigtig kan nyde at være blevet en lille familie. Det er en super god idé, men jeg vil altid anbefale, at man tager på en lille prøvetur først, så man (læs: mor) ikke får et nervøst sammenbrud på forhånd over udsigten til stress gennem security og babyskrig undervejs. Hvis man allerede har prøvet én tur gennem lufthavnsmøllen, er det meget lettere at overskue den helt lange flyvetur til østen. Så sæt den tre uger lange ferie i kalenderen, men tag på en forlænget weekendtur som det allerførste. Så kan den (forhåbentlig) klares uden nervøse tics.

Gerda finder den nærmeste nødudgang

2. Vælg en destination tæt på
For os er der en magisk grænse på flyveture på omkring tre timer. Alt under dét er til at overskue, også selvom barnet skaber sig lidt undervejs eller skider ved siden af bleen – for det er hurtigt overstået. Alt over tre timer kan være udmattende for nye forældre, og turen kan gå hen og blive et mareridt med babyskrig i tomgang. Man har brug for, at den første rejse er en succes. Vi valgte Amsterdam som den allerførste destination – noget, jeg har fortrudt på mange punkter, for byen er stressende at være i for en nervøs, nybagt mor – men rejsetiden dertil var perfekt. For mig er der desuden noget beroligende psykologisk i, at jeg ikke er længere væk fra Danmark, end at jeg kan være tilbage i sin egen stue senere på eftermiddagen, hvis lokummet pludselig brænder. Eller jeg bare ikke gider mere.

Læs mere: Med babyen i Amsterdam

Oslo var ‘dritt-kul’!

3. Vælg en babyegnet storby
Som man nok kan fornemme, er jeg fortaler for en kortere rejse til for eksempel en hovedstad på babys første rejse. Jeg kan virkelig anbefale Berlin eller Riga – og ikke så meget Paris eller Amsterdam. Fælles for de to første byer er, at de er gearet til babyrejsende. Her kan man finde højstole på restauranterne, ingen kikker skævt til dig, fordi du slæber ynglingen med ud at spise fint og der er flere madsteder, der har legehjørner eller endda børnepasning til brunchen!
Derudover er det vigtigt, at man vælger en by, hvor hotellerne generelt er i den billige ende, så man kan få sig et dobbeltrum på hotel eller en lille lejlighed. For det er altså ret træls at sidde på et hotelværelse med alt lyset slukket klokken 19, fordi babyen skal sove. Og det er omvendt virkelig rart at have badekar på værelset og plads i budgettet til roomservice.
Det er også vigtigt at tjekke, om den by man rejser til, er til at komme rundt i med en klapvogn: Er der elevator i metroen? Kan man parkere en lejebil ved hotellet? Og er det let at komme fra lufthavnen til centrum? Det kan lyde som nogle meget kedelige ting at vælge rejse ud fra, men man bliver altså glad for det, når man først er af sted.

Læs mere: Med babyen i Riga

Selfier er også lettere med bæresele

4. Tag det køligt.
Babyer kan godt have det stramt med for meget sol og varme – især når de er helt små. Det kan blive en stressende ferie, hvis du konstant skal bekymre dig om, at babyen får varmeknopper og for lidt at drikke. Hvis I trænger til sol og varme så lad jer nøjes med en 25 graders penge, hvor I alle kan være med. Eventuelt et sted med pool, så babyen kan slumre i vognen under en palme, mens I hopper i vandet. En strandtur er lidt level 2 inden for babyrejser, hvis du spørger mig, men det kommer jo altid an på, hvilken baby I har – og hvor meget I selv kan overskue. Vores første solferie endte i hvert fald med, at jeg knap nok fik solcremen op af tasken, fordi jeg ikke kunne få barnet til at sove hjemme i feriehuset. Så en tur på stranden var fuldstændig umuligt for mig at overskue.

Læs mere: Fem tips til babys første badeferie

Gerda anbefaler smoothie mod solstik

5. Vent med familievisit
Der er mange fordele ved at have bedsteforældre eller venner med ud at rejse, når man har en baby. Der er masser af aflastning, både på flyet og på destinationen, og der er nogle andre, der kan lave mad og skifte dagens 15. ble, når man bare ikke orker mere. Alligevel vil jeg anbefale, at den allerførste tur bare bliver dig, din partner og jeres baby. Det er nemlig super rart at gøre sig sine egne erfaringer med at rejse, før man skal kunne rumme andres gode råd og indblanding undervejs. I kender jeres barn bedst, og man har ikke altid overskud til at diskutere løsninger på ammeudfordringer eller skiftesituationer, når man står midt i en stressende rejse. Især ikke, hvis man er en løvemor ligesom mig.
I samme dur kan jeg anbefale, at man venter med at rejse på besøg hos venner i udlandet, før man har taget en testtur først. For måske kan man sagtens overskue at have gæster derhjemme i hverdagen, men på den allerførste rejse med baby, kan det være helt umuligt at mande sig op til at socialisere om aftenen. Der skal I bare flade ud. GOD TUR!

Sort/hvid skjuler stresspletterne

Leave a Reply