Fem tips til babys første badeferie

Den er ved at sive ind. Jeg er altså en lille smule over-optimistisk, når det kommer til at rejse med en baby. I hvert fald bliver vores ferier meget sjældent sådan, som jeg havde forestillet mig.
Som for eksempel denne gang, hvor Gerda skulle på sin første badeferie og opleve Algarvekystens herligheder. I mine dagdrømme skulle vi nærmest bo på stranden, og ugen ville blive fyldt med sandslotte, solcreme og poolplaskeri. Men ak, det blev til en hel del mere bræk end badetur.

Helt ferieklar typer på første dag.

Vi havde nemlig reddet os en lækker maveinfluenza fra fredagens vuggestuefest, og den ramte både mig og sheiken for fuld udblæsning mandag nat, hvor der blev rift om badeværelset i ferielejligheden. Min medbragte bror og Gerda lagde sig ved samme lejlighed med feber og snot, som de vist nok havde fået i flyet og/eller ved første dag ved vandet. Jeg vil spare jer for detaljerne, men den sørgelige sandhed er, at vi var fire syge stakler, der brugte halvdelen af vores uge i Portugal barrikaderet indendøre med Panodil, ristet brød og selvmedlidenhed.

“Hurtigt, se raske ud!”

Heldigvis blev det både til to ture til havet, et par dyp i poolen og en hel del sightseeing (men overhovedet ingen lokal cuisine – maveinfluenza og sardiner går altså meget skidt hånd i hånd), og derfor har jeg trods alt et par babyrelaterede erfaringer at give videre til jer, der skal af sted på strandferie for første gang.

Fyld kufferten med bleer
Uanset om solferien går til Portugal, Spanien eller et tredje badeparadis, er det en god idé at have pakket de vigtigste baby-sager med hjemmefra. Selvom der findes velassorterede supermarkeder i de store byer, skal man jo som regel bo i en badeby, hvor udvalget er meget mindre hos den lokale købmand. Og der parfume i de fleste bleer og vådservietter sydpå, så sørg for, at have rigeligt med hjemmefra. Det samme kan man sige om deres babymad, der bare slet ikke når skandinavernes til sokkeholderne – meget er fyldt med sukker eller ser direkte uappetitlig ud.

Svært at vælge mellem alle de gode varianter.

Vær pakæsler
Man ligner simpethen én, der er ved at flytte hjemmefra, når man skal til stranden med sin baby. Først og fremmest skal man huske solcreme, solhat, strandtøj, masser af vand og en snackpakke, hvis baby er begyndt at spise. Man kan leje en parasol på mange strande eller på hotellet, men vi havde også et lille strandtelt med, og det er jeg virkelig fan af. Dog var vores i meget ringe kvalitet og truede hele tiden med at flyve væk eller splatte sammen, så der skal vi nok opgradere til en lidt mere professionel model. Vi lod klapvognen stå på hotellet og bar Gerda i den nye Minimeis, vi tester i øjeblikket. Det der med at skubbe en tolvkilosbaby i en klapvogn igennem varmt sand bliver man træt af. Jeg medbragte også et nyt, vandafvisende strand-pusleunderlag, jeg købte i England i foråret, og det fungerede super – også bare at sidde på, så hun ikke brændte numsen på det varme sand. Det var dog spand og skovl, den lille smølf var mest begejstret for – og så den største sandkasse, hun nogensinde havde set, selvfølgelig.

Vi får brug for en større strand…

Altanen, der reddede ferien
Vælg et hus eller hotel så tæt på vandet som muligt. Så er der lidt større sandsynlighed for, man kommer af sted. Vi boede på et virkelig hyggeligt feriekompleks fem minutter fra en børnevenlig strand i en lillebitte fiskerby, der hedder Burgau. Det er ejet af en britisk familie, der har bygget stedet for snart 40 år siden, og derfor vrimlede det med briter. Men der var meget stille og roligt, altid plads ved poolen – og endda en lille børnepøl, der dog var lige et hak for kold til Gerda.
Og så var der en kæmpe altan til lejligheden med aftensol, og det kan jeg virkelig anbefale at sikre sig, når man har barnet med. Her sad vi hver aften ude af hørevidde for hende og drak vino, fangede den sidste aftensol og spillede UNO (vild ungdom).

Mig? Jeg er da ikke på vej op ad trappen!

Família, família, família
Hvis man nu drømmer om at have lidt kærestetid på ferien, er det helt nødvendigt at tage noget familie eller venner med. Flyturen til de fleste soldestinationer er over tre timer, og så er det rart, at der er en kærlig bedstemor eller onkel til at underholde vidunderet, når man selv er ved at blive træt af at blive hevet i håret og pillet i næsen. Desuden skal eller anden skal jo også kigge efter barnet, mens du og din udkårne laver kolbøtter i vandet . Og så er det altså ret hyggeligt om aftenen på den førnævnte altan, at der er mere end én at slå i UNO – og til at grine af Sheiken, når han blander kortene som en 7-årig.

Godt onkel var der til at slæbe.

Tøj af – tøj på
De dage, hvor man kunne ligge og dase på sit håndklæde med en knaldroman, en begyndende solskoldning og en iskold piña colada i hånden er endegyldigt slut. En strandtur med en baby handler om at påsmøre litervis af solcreme, pakke baby ind i UV-badedragt, grave vandhuller, tage våde UV-dragter af igen, smøre mere solcreme på og prøve at få sandet ud af ungens mundhule. Og så skal man tidligt ud af hullet om morgenen, eller planlægge strandturen sent på dagen for at undgå den værste hede – og en helt opkogt djævleyngel.
Vi lærte desuden på den hårde måde, at babyen sagtens kan blive koldt på stranden, selvom solen er varmt. Gerda sad nok lidt for længe og plaskede i vandkanten med sin fine (våde) dragt. I hvert fald blev hun syg dagen efter. Så fra nu af er vi meget opmærksomme på vandtemperatur (havvand er tit for koldt til babyer) og om barnet får træk eller skal have tørt tøj på. Næste ferie vil jeg prøve at gøre dét, samtidig med at jeg drikker en drink med paraply i. Det må være mit nytårsfortsæt.

Mors happy hour

Så alt i alt kan man få en fantastisk badeferie, også selvom man har en lille prut med. Bare hold hende varm og inde i skyggen. Og så husk håndspritten til den næste fest nede i vuggestuen…

Leave a Reply