I Paris med babyen – en overlevelsesguide

Paris, je t’aime! Bare ikke liiige, når jeg besøger dig med en baby…
For lige så rig, Frankrigs hovedstad er på kultur og kulinariske oplevelser, lige så fattig er den på elevatorer, højstole og plads på fortovet. Det er ikke fordi, franskmændene ikke elsker børn – for det gør de – men det er som om,  de har et lidt mindre sentimentalt forhold til deres afkom, som ikke behøver at komme med alle steder.

Garcon! Mere fromage, s’il vous plait.

Paris er altså umiddelbart ikke et oplagt rejsemål for den lille ny familie – men med lidt forberedelse kan det alligevel blive en alletiders tur.

Find den store kuffert frem

Hav en rejsestol med til babyen – en handysitt, babysele, eller hvad du nu har – den bliver du lykkelig for i byen uden højstole. Man skal virkelig have øjnene med sig for at finde en café eller restaurant, der er gearet til småbørnsfamilier, for mange franskmænd går ud og spiser uden deres børn.
Derfor er det også svært at finde en pusleplads på de små franske cafétoiletter – så hav en god pusletaske med madras med. Det er ikke sikkert, tjeneren bliver særligt begejstret for synet af dit lille pludrende vidunder. Blæs på ham. De franske tjenere er notorisk svære at slå et smil af i forvejen.
LÆS OGSÅ: DEN PERFEKTE PUSLETASKE TIL REJSEN

Baby, kuffert, rejse
Hvor pakkede jeg nu riskiksene?


Den mindste slæde

Selvom fortovene i Paris generelt er brede, er gaderne travle og pladsen trang. Tag jeres mindste, letteste paraplyklapvogn med – I kommer til at slange jer forbi parkerede biler, bære den op og ned ad trapper og parkere den på meget lidt rum på restauranterne. Hvis baby er tryg ved en bæresele eller en Minimeis, kan det virkelig også anbefales.

baby, park, paris
Lægger længst mulig afstand til klapvognen

Gå eller tag bussen
Det er generelt op ad bakke at tage metroen i Paris med en baby i klapvogn. Der er sjældent elevator, trapperne er stejle og presset fra de andre passagerer er enormt. Selvom folk er flinke til at give en hjælpende hånd, vil jeg anbefale, at man tager bussen til de steder, man ikke kan spadserer til. Taxaerne har sjældent plads til klapvognen i bagagerummet. Hvis der skal køres meget, så lej en bil på forhånd og bo udenfor centrum, hvor du kan finde parkering.
LÆS OGSÅ: HVILKEN KLAPVOGN SKAL MAN VÆLGE TIL REJSEN?

Jeg smiler. Men hun vejer et ton.

Book til babys behov
Hotelværelserne i Paris er kendt for at være på størrelse med et kosteskab, og det kan derfor være trangt at bo der med en baby, der har brug for plads til at boltre sig på. Og så har mange små hoteller kun stejle trapper og ikke skyggen af en elevator. Jeg kan kun anbefale, at man lejer en lejlighed enten på airbnb eller privat – eller finder et stort hotelværelse i udkanten af byen, hvor det ikke koster spidsen af en jetjager. Vi fik en 48 m² suite for knap 1000 kroner per nat, fordi vi boede lidt uden for byen i et mindre charmerende område. Og det var alle pengene værd. Der var (gratis) babyseng, dør ind til soveværelset, spiseplads og udsigt til Eiffeltårnet – hvis man kiggede godt efter.

eiffeltårnet, paris, udsigt
Et ejendomsmægler-stenkast væk

Børnenes Paris
Det eneste sted, hvor der virkelig er plads til børnene i Paris, er i parkerne. Byen er fyldt med spændende, grønne åndehuller med dejlige legepladser. Selvom Gerda var for lille til rutschebanen og gyngerne, var det hyggeligt at kunne lade hende løbe rundt i det bløde græs og lade hende kigge på alle de store børn. Det var også her, der var ro til, at hun kunne tage en lur. Hvis du ammer, vil jeg også anbefale, at du gør det i parken eller på hotelværelset for at være i fred for nysgerrige blikke. Paris er nemlig ikke en by, der har tradition for amning i offentligheden. Endnu.

Er det en fransk hest, mor?

Snack-attack
Hvor det kan være en umulig opgave at finde højstole og pusleplads, er det intet problem at finde lækkerier, som de mindste kan spise. På alle gadehjørner finder man boulangerier med lune croissanter og sprøde butterdejslommer. Gerda anbefaler al bagværk med ost. Man kan købe babymad og smoothies i selv de små supermarkeder, og det er ikke umuligt at finde en restaurant med en børnemenu (det er åbenbart bare babyerne, de ikke er så vilde med). Men tag bleer og vådservietter med hjemmefra – som i andre sydlige lande er der parfume i babyprodukterne i Frankrig, og det kan være en udfordring at finde bleer helt uden.

croissant, baby, Paris
It’s croissant o’clock!

Den lette lufthavn
Både Norwegian og Easyjet flyver til Orly, der ligger syd for Paris, og som jeg foretrækker frem for den meget travle Charles de Gaulle. Man kan komme enormt billigt af sted til Orly – vores tur kostede for eksempel under 600 kroner t/r per mand, fordi vi fløj tirsdag til lørdag uden for sæsonen.
Lufthavnen har desværre ikke klapvogne til låns (vi så i hvert fald ikke nogen), så det er en god idé at have bæreselen med, når man lander. Hav i øvrigt også dit boardingkort parat – du skal bruge det til at komme ind til bagageafhentning. Når I så skal flyve hjem igen så sørg for, at baby ikke er for varmt klædt på. Der bliver meget varmt i lufthavnen på solrige dage, fordi facaden hovedsageligt består af kæmpe vinduer. Og er der noget, man ikke har brug for i køen til security, er det en overophedet baby. Eller en dehydreret mor, for den sags skyld. (Tør slet ikke tænke på konsekvensen af en kombi af de to).

Baby, Orly, Paris
“Gudmor, jeg har smuglet væsker i bleen”

2 Comments

  1. maria

    26. oktober 2017 at 11:21

    Hørt, hørt – er enig i alle dine punkter! Har selv flikket en guide til Paris med baby sammen her: http://modemedmere.dk/2017/08/guide-paris-med-baby/
    Kan anbefale at bytte lejlighed, hvis man skal være afsted i længere tid 😉
    /Maria

    1. Julie

      27. oktober 2017 at 3:52

      Hej Maria!
      Tak for linket, det virker som om, vi har haft meget den samme oplevelse af byen. Men super sejt, at du ammede alle steder!

Leave a Reply