Souvenirs er det nye sort!

I hvert fald hjemme hos os, hvor vi dagligt har glæde af min nyeste samlemani. Eller, Gerda og jeg har i hvert fald. Sheiken havde nok foretrukket, at jeg havde kastet mig over noget lidt mindre farverigt.

Jeg er ikke typen, der køber nøgleringe med Eiffeltårnet, magneter med motiver af Colosseum eller tingeltangel fra turistbutikkerne. Men jeg har altid syntes, det var hyggeligt at have sjove minder med hjem fra mine rejser. Så siden jeg var teenager, har jeg sørget for at få en plakat med hjem, når jeg har været udenlands. Gerne én fra en udstilling, jeg har besøgt eller fra en koncert, jeg har været til. Men nogle gange har det også været en poster, der har hængt i døren på en café, på et gadehjørne og engang også én fra en opslagstavle i en genbrugsbutik (jeg følte mig som en kriminel resten af ferien). Derfor er hele vores lejlighed udsmykket med farverige minder, der hver dag minder mig om alle de steder, jeg har besøgt. Det er super hyggeligt.

Plakater som souvenirs
Sheiken kalder min stil ‘cirkusindretning’

Så jeg bestemte mig tidligt for, at vi også skulle have et memorabilia med hjem fra vores rejser med Gerda, som vi kunne bruge til dagligt. Tøj, Mummi-bleer og suttesnore har jo en naturlig kort levetid, så valget faldt på… badedyr!
Allerhelst badeænder, som mange steder laves som lokale maskotter, ellers bare et fint (gerne småt) badedyr, der kan minde om vores ferie. Her er vores samling, so far:

Hotelmaskotten fra Amsterdam. 
badeand fra Oxford
Klog and fra Oxford.
Badedyr fra Tyskland og USA
Amerikansk ballonand med berlinsk fætter.
Badedyr fra Finland
Den eneste rigtige souvenir fra Helsinki.
Bornholmsk frø og amerikansk krokodille.
Romersk souvenir
Flot flyver fra Rom.

Den skarpsindige læser vil bemærke, at der er huller i samlingen. Hvor er badedyret fra Malaga for eksempel? Jo, altså hele den ferie gik med at forsøge at putte Gerda, så det blev det ikke til meget shopping. Og jeg mangler desværre også en svensk og en norsk and. Men så har jeg jo bare en rigtig god grund til at tage tilbage, ikke?

Sheiken kan dog godt synes, det er lidt hul i hovedet at skulle ind i fire legetøjsforretninger i streg for at finde det heeelt rigtige gummidyr i bæredygtig plastic. Han så heller ikke videre trist ud, da jeg måtte kassere nogle badedyr forleden, der havde ligget i vand og var mugnet (ad, i øvrigt).  Men jeg tror,  at han et eller andet sted synes, det er lidt hyggeligt med min samlemani – også, når han proklamerer, at man ikke kan sparke sig frem for tåbelige gummidyr ude på badeværelset…

Krokodillen i aktion

Og nu er jeg rigtig spændt på at høre, om jeg er den eneste, der slæber sære ting med hjem fra mine rejser. Hvad samler I mon på?

Leave a Reply