De tre bedste lufthavne til rejsende med baby – og de værste!

Den mest stressende del af at rejse med en baby er ofte timerne i lufthavnen. Man skal være der i god tid, så man kan få skibet alt sit habengut af sted og puslet, fodret og gjort barnet klar til rejsen. Men man skal heller ikke være der i FOR god tid, for så ødelægger det måske babys soverytme, og så ender man med at vandre afgangshallen tynd med en skrigeunge i favnen. Derudover kan tanken om at komme gennem security med en tætpakket trolleykuffert, en klapvogn og et pirreligt afkom stadig give mig koldsved. Derfor er det rart, at nogle lufthavne gør en ekstra indsats for at hjælpe stressede småbørnsforældre komme godt af sted – og ligeledes frygteligt, når lufthavnen gør det endnu mere besværligt.

baby rejse boardingpass
Bedste sammentrækning af barnets navn

Så jeg har – helt ud fra personlige erfaringer og en ganske subjektiv vurdering – lavet en top tre over de mest babyvenlige lufthavne, jeg har besøgt. Og den er skarpt forfulgt af en top tre over de lufthavne, som jeg nødigt rejser fra igen lige foreløbig.

3. Chicago O’Hare International Airport, USA
Det overrasker faktisk lidt mig selv, at jeg er endt med at sætte en amerikansk lufthavn på denne top tre, for jeg har altid syntes, at lufthavnspersonalet – og ikke mindst toldmyndighederne – i USA er vildt anspændte og ubehagelige. Men sådan var det ikke i Chicago, da vi fløj hjem med Gerda fra vores roadtrip. Check-in gik hurtigt og smertefrit, da vi selv kunne klare det på en stander (tro mig, det er langt fra alle lande, der er nået hertil) og turen gennem security, som jeg virkelig havde frygtet, gik forholdsvist smertefrit. Faktisk var tolderen meget, meget sød og pludrede løs med Gerda. Han var, fuldstændig som størstedelen af de amerikaneren, vi mødte på turen, helt vild med børn.
Jeg fik lov til at bære babyen gennem bodyscanneren, og der var en bænk på den anden side, hvor jeg kunne sidde og vente på, at Sheiken fik tømt lommerne for ragelse og kom sikkert gennem tjekket. I afgangshallen var der et fint pusletoilet, et ammerum, højstole ved spisestederne og ikke mindst gulvtæppe ved gaten. Det betød at kravlebarnet kunne suse omkring og charmere hele afgangen uden at blive møgbeskidt. Da flyet ankom, fik vi lov til at gå på først og trille klapvognen helt til flyet, hvor det flinke SAS-personale (det er de altså) hjalp os med at komme på plads. Det var helt sikkert en af de mest afslappede lufthavnsbesøg, vi har haft med Gerda. Derfor fortjener O’Hare en tredjeplads, også selvom de ikke har en specifik security-kø til familier. Læs mere om lufthavnens service for rejsende med børn her.

Alle er inviteret til Gerdas festflyvning

2. Oslo Lufthavn, Gardermoen, Norge
Nordmændene har bare styr på dét med babyer. I sikkerhedskontrollen i den lækre og nyistandsatte lufthavn er der en ‘familiesluse’ – altså et helt bånd kun til småbørnsrejsende. For enden af båndet er der en autostol, hvor man kan sætte babyen, mens man pakker sine ting. Det er simpelthen så rart. Personalet klapper klapvognen i og op for dig, og der er super ro på. Uden tvivl den rareste tur gennem security, vi har haft. Der er desuden ammerum, klapvogne til låns og børnevenlige menuer i restauranterne i lufthavnen. Mor her havde svært ved at få armene ned, da vi skulle boarde. (Altså i overført betydning – jeg har altid favnen fyldt af jakker, pusletaske og kæmpebaby, når vi entrerer et fly, det er kaos)…

Oslo Rådhus baby
Hvem Oslo-pouter bedst?

1. Københavns Lufthavn, Kastrup, Danmark
Det er måske liiidt snyd, for Kastrup er jo klart den lufthavn, vi har været flest gange i med Gerda – i alt 18 afgange og ankomster er det blevet til her kort før hendes 1 års fødselsdag. Men jeg kan kun sige, at vi ikke har haft én eneste dårlig oplevelse med Gerda her indtil videre. Det er dog aldrig lykkedes mig at lokalisere ammerummet (der skulle være ét), og jeg har derfor ofte ammet i legeområdet eller ombord på flyet. Men den danske lufthavn vinder min lille dyst her, fordi personalet i sikkerhedskontrollen er SÅ flinke mod folk med baby. Lige fra Gerdas første flyvetur som 4 måneder gammel, har jeg rakt hende til securitypersonalet, når jeg skulle pakke båndet. Hver gang står der en sød mand eller kvinde klar til at holde hende, snakke babysprog med hende og lade hende hive i deres ID-kort, mens jeg sveder over at fiske væsker op af håndbagagen. Jeg har desværre ikke et eneste foto af de her fine øjeblikke, for man må jo ikke tage billeder i security. Men det har gjort, at jeg er helt tryg, hver gang vi skal rejse fra Kastrup – og derfor gjorde det mig også så glad at høre, at de igen i år har vundet prisen for verdens bedste sikkerhedskontrol.

mash, baby, kastrup, lufthavn
Gerda gik direkte fra mælk til bøf.

Men det er jo ikke altid, at rejsen med babyen er gået så glat. Jeg har både grædt og raset foran lufthavnspersonale rundt om i verden. De lufthavne, jeg har haft de dårligste oplevelser i, får du her:

3. Helsinki-Vantaa Airport, Finland
Det kan umiddelbart virke som en oplevelse i petitesse-afdelingen, for den finske hovedstads lufthavn gør meget for at være børnevenlig. De har ikke bare ét, men tre børneområder, hvoraf ét er til de helt små og til ammende mødre. De har klapvogne, pusle og ammefaciliteter, de har en del af sikkerhedskontrollen specifikt til familier. Men vores rejse fra Finland endte rigtig uheldigt, fordi vi ingen steder havde fået oplyst, at man lige i Helsinki Lufthavn ikke kan tage sin klapvogn med til gaten. Den skulle tjekkes ind som stor bagage, lød beskeden ved check-in. Og da vi ellers altid har klapvognen med forbi security, så Gerda kan tage sig en lur før take-off, havde vi ingen bæresele eller vikle med til hende. Vi kunne derfor se frem til at bære rundt på hende i to timer fra klokken seks om morgenen. Hun var nemlig alt for lille til de klapvogne, de stillede til rådighed. Jeg gjorde et stort spektakel ud af det, men personalet var urokkelige. Den klapvogn skulle bare på båndet. Så gæt engang, hvor rødglødende jeg blev, da jeg så et andet par tage deres (ret store) klapvogn med gennem security. Jeg sagde ingenting, jeg sværgede bare, at det #¤%€$#& bliver færgen fra Stockholm, næste gang, vi skal til Finland.

baby lufthavn helsinki
To timer i et beskidt legerum er en fest

2. Amsterdam Airport, Schiphol, Holland
Schiphol er én af de travleste lufthavne i verden med 63 millioner passagerer årligt. Og selvom den hollandske lufthavn brander sig som et afslappet sted, så er der virkelig pres på fra indtjekning til afgang. Det var også noget, vi kunne mærke den allerførste gang, vi var ude at rejse med Gerda. Da vi skulle gennem sikkerhedstjekket på vej hjem, blev der skubbet og maset på vej op til båndet, og det gik helt galt, da en kvinde løb lige ind i klapvognen, som Gerda sad i. Jeg har skrevet lidt mere om det her, men summassummarum er, at jeg brød helt sammen og måtte sidde og hyperventilere på toilettet med hovedet mellem benene bagefter. Da vi senere skulle en tur i ammerummet (der var udmærket, men meget stort og lydt), endte det med, at vi måtte løbe tilbage til vores gate, fordi vi havde brugt tre kvarter bare på at finde stedet. Så selvom vi var i god tid, var lufthavnen bare så stor, uoverskuelig og travl, at al tiden gik med at vade rundt og lede. Schiphol er bestemt ikke en lufthavn, jeg vil anbefale nye babyrejsende til at besøge. Vent til du er mere rutineret, den er simpelthen for hektisk til os hormonelle typer.

1. London Gatwick Airport, England
Det er meget sjældent, at jeg overvejer at skrive en klage. Men lysten kribler faktisk stadig i fingrene her små to måneder efter vores tur til England. For jeg har aldrig været ude for en så ubehøvlet opførsel som den, sikkerhedspersonalet udsatte mig og Gerda for en meget tidlig morgen i Gatwick.
Vi havde været oppe siden klokken fire om morgenen for at aflevere lejebil og være i god tid til vores morgenflyvning. Både baby og jeg var trætte, og jeg blev derfor glad, da jeg så, at lufthavnen havde en familiesluse i sikkerhedskontrollen. Men makkerparret, der stod ved båndet, var simpelthen så bryske og ubehagelige, at jeg slet ikke kan forstå, at de er blevet sat til at arbejde ved det bånd.
Jeg havde i min morgenkoger glemt at tage passet ud af lommen, da jeg gik gennem deres scanner. Derfor skulle jeg igennem en kropsscanner, mens min veninde holdt Gerda. Nuvel, de spurgte mig ikke på en særlig pæn måde, men jeg lagde passet på båndet og gik i scanneren. Kvinden sagde noget til mig, da jeg gik ud, men jeg kunne ikke forstå det og rakte ud efter mit barn. Og så råbte hun ad mig: ‘NO! You have something else in your pocket. Go BACK in the scanner.’ Jeg blev helt paf over at blive råbt ad, især fordi jeg stod med en baby. Gerda stivnede i mine arme. Damen råbte ad mig igen. Jeg sagde til hende, at hun skulle tale ordentligt, og kunne mærke gråden kravle op i min hals. Hendes kollega rakte ud for at tage Gerda ud af favnen på mig, og jeg trådte automatisk et skridt bagud, nu med tårer i øjnene. Både manden og kvinden råbte ad mig nu. Min veninde lagde armen rundt om mig og tog forsigtig babyen fra mig. Selvfølgelig blev Gerda bange for al det postyr og ville ikke slippe mig. Nu græd hun også. Det endte med, at jeg stod helt forstenet med armene ud i vejret, tårerne trillende ned ad kinderne og med Gerdas gråd i ørene, mens damen kropsvisiterede mig blot for at konstatere, at det var mit boardingkort, jeg havde i lommen. En anden mor kom over og sagde noget om, at hun havde prøvet noget lignende, men jeg kunne ikke overskue at svare hende. Jeg var så rasende, at jeg var sikker på, at jeg ville være blevet arresteret, hvis jeg først havde lukket op for en reaktion. Gerda kom tilbage i mine arme, jeg tog mine sko på og så svor jeg, at jeg aldrig, aldrig mere skal flyve fra Gatwick. Om jeg så fik penge for det.

England, baby, rejse
Mor, Gudmor og Gerda ‘Fladmast’ 

And on that happy note – så er jeg nysgerrig efter at høre, hvilke lufthavne I har haft gode eller dårlige oplevelser i. Er der nogle steder, vi andre skal undgå eller skynde os at booke billet til?

 

2 Comments

  1. Lene

    20. august 2017 at 3:13

    Billund er på min absolutte hadeliste.
    Vi rejste derfra med storebror for omkring 3 år siden, og det startede, da trunten i check-in tydeligt demonstrerede sin magt, da hun nægtede os at få klapvognen med ud til gaten. Okay, det er så deres regler – vi kunne jo bare vælge at bruge deres låne-vogn, som var alt alt for store til den lille purk. Derudover var jeg i CPH vant til at måtte tage mad (som i yoghurt), vand etc med i flyet, og havde derfor købt et par små bægre yoghurt til ham. De blev selvfølgelig konfiskeret i security af en nidkær vagt, for som han sagde så var det ikke speciel babymad. (Det eneste yoghurt vi kunne købe efterfølgende var den klassiske cultura med top, som kostede en mindre formue).
    Spørg lige om jeg var pissed!
    De vil jo selvfølgelig argumentere for at de bare følger reglerne, men nøj hvor er det træls, når man andre steder sagtens kan opleve en helt fantastisk service.
    Og ja, CPH er også en af mine favoritter! 🙂

    1. Julie

      21. august 2017 at 10:10

      Ja, det er jo det dér med, at det i forvejen er ret stressende at skulle gennem security. Så er det bare dejligt, når personalet viser overskud og forståelse – og lige så nederen, når de gør det endnu mere stressende ved at være regelryttere. Det kunne være fedt, hvis de lufthavne der ikke har kapacitet til, at man har klapvognen med, gjorde mere opmærksom på det. Fx når man bookede billetter til børn. 🙂
      Dejligt, at du læser med i øvrigt!

Skriv et svar til Julie Cancel

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.