Med babyen i Amsterdam

Gerdas allerførste ferie gik til festbyen Amsterdam. I bagklogskaben måske ikke verdens bedste idé.

Hun var fire måneder gammel, og jeg var rystende nervøs. Hvor ville jeg kunne amme? Hvad hvis Gerda fik et hysterisk anfald langt væk fra hotellet? Og ville hun kunne sove i sin nye klapvogn, eller ville det blive et helvede at lægge hende tre dage i træk?

Sheiken skulle arbejde næsten hele turen, så jeg skulle underholde mig selv (og afkommet) i ret mange timer i den travle by.  Heldigvis var vejret fantastisk, det var 22 grader og byen boblede af liv.

Flyveturen ud var en drøm – bogstaveligt talt, for Gerda sove hele vejen. Til gengæld var hjemturen hæslig. Der var simpelthen alt for mange mennesker i Schiphol Lufthavn, så da nogen løb lige ind i barnets klapvogn (med barnet i) brød jeg fuldstændig sammen og måtte sidde og tude den ud på handicaptoilettet bagefter, selvom der intet var sket med Gerda. Nå, mere om det en anden gang.

Amsterdam viste sig at være en dejlig by at besøge – også med babyen. For hvis vejret er til det, kan man gå rundt i timevis og nyde kanalerne og alle de fine (og meget smalle huse). Hvis man lige ser sig for, vel at mærke. Men det er en by festfolk valfarter til fra hele verden, og derfor er mange restauranter, hoteller og butikker mere minded på at servicere unge backpackere end halvgamle mødre og gylpebabyer.

Her er mine bedste babytips til Amsterdam:

  1. Brug god tid på at finde et ordentligt hotel
    De billige af slagsen vil være fyldt med festaber, der holder alle oppe og ryger fede på altanen. Ikke fordi, det ikke hører hjemme i Amsterdam, det er bare træls, når ungen vågner hver halve time, fordi der er britisk polterabend i værelset ved siden af.
    Vi flottede os lidt og boede på Hotel Hampshire. Det var alle pengene værd, for der var nattero, selvom det ligger helt perfekt ud til Rembrandt Square.
  2. Se dig for
    Alle kører med hovedet under armen i Amsterdam; cyklister, taxachauffører og forvildede turister i bil. Fortorvene er smalle og nogen steder umulige at forcere med klapvogn, og folk tager ikke specielt hensyn til dig, fordi du kommer med guldklumpen i kareten. Lad for alt i verden barnevognen blive hjemme og fragt baby rundt i en paraplyklapvogn, bæresele eller vikle.
  3. Brug parkerne
    Amsterdam er en hektisk by med et højt støjniveau, og den kan være udmattende at udforske. Hvis vejret er godt, så hold pauser i en af byens mange parker. Her er ro og fred til f.eks at amme, og her er stille nok til at bebsen kan få en god lur i klapvognen. Vi tog selv en meget tiltrængt pause i Sarphatipark i området De Pijp.

    Gerda tager sig en tiltrængt skraber i Sarphatiparken, mens mor hviler fødderne.
  4. Spis ude – altså helt udenfor!
    Det er dumt at sulte i Amsterdam, for der er rigtig meget at komme efter på den kulinariske side. Vejret var så godt, da vi var der, at vi kunne sidde udenfor og spise om aftenen, mens Gerda lå og sov i sin kørepose i klapvognen. Det har vi faktisk gjort på alle rejser siden, og på den måde både have sovende baby og hyggelig kærestestund på restaurant. Win-win. Personalet synes som regel også, at det er en god løsning at holde potentielle skrigunger ude i det fri.
  5. Gå på museum
    Men ikke Anne Franks Hus, Van Gogh- eller Rembrandt-museet. Køen er endeløs, og din baby bliver både sulten, sur og utålmodig, før du overhovedet når hen til billetlugen. Find et museum, der er mindre besøgt, og tag derhen lige når de åbner (du er jo alligevel oppe) eller før lukketid. Prøv f.eks husbåde-museet (hvis du har baby i vikle eller bæresele, that is), kattemuseet (jep, det er en ting) eller verden ældste sexmuseum. Man er vel i Amsterdam.

    Amsterdam på en skala fra 1-6
    Klapvognsfarbar: Gemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottle
    Ammevenlig:       Gemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottle
    Pusleforhold:       Gemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottle
    Baby-love:           Gemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottleGemoji image for :baby_bottle

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.